Loading the content... Loading depends on your connection speed!

I don’t stop when I’m tired

I don't stop when I'm tired

Forleden så jeg et opslag på FB:

I don´t stop when I´m tired – I only stop when I´m done.

Og nej hvor blev jeg trist. For sikke en måde at leve sit liv på. Det fortæller mig en masse om den person – og jeg bliver rigtig ked af det. Hvorfor? Fordi jeg har selv været der, hvor jeg sagde og levede sådan. ”Man må yde før man kan nyde” var et af mine mottoer. Og der er der jo som sådan ikke noget i vejen med. Problemet er bare når man når dertil, hvor man ikke længere når til ”at nyde” – fordi der simpelthen er for meget man skal yde.

Jeg kan bruge mig selv som eksempel: Jeg levede livet i fuld fart. Jeg var meget pligtopfyldende, elskede at gøre alting 110% og satte en ære i at yde den bedste indsats – hver gang.

Set tilbage så handlede min måde at leve på om, at:
1)Det var SÅ vigtigt for mig at alle kunne lide mig.
I bund og grund gjorde jeg rigtig meget for andres skyld – for at de skulle kunne lide mig. For hvis jeg ”bare” var mig, så ville de jo nok ikke kunne lide mig. Så jeg skulle hele tiden yde en ekstra indsats for at de kunne lide mig. Og det var vigtigt for mig at de kunne lide mig, fordi jeg ikke have et godt selvværd selv. Så jeg spejlede mig i andre – og kunne de lide mig, så syntes jeg at jeg var ok.

2)Jeg kendte ikke andre måder end blot at klø på.
Ingen har nogensinde vist mig, at det er vigtigt at stoppe op indimellem. Ingen har lært mig, at hvis jeg tog en pause, så arbejdede jeg endnu bedre end hvis jeg bare ”klemte ballerne” sammen og arbejdede igennem. Ingen havde lært mig, at man faktisk ikke kan holde til at klø på og klø på – dag ud og dag ind.

3)Ikke mærkede efter hvad jeg havde lyst til og brug for.
Og jeg havde da slet ikke lært at mærke efter indeni mig. Tværtimod – jeg var i den grad sekundær. For det var jo meget vigtigere hvad alle andre mente om mig – for det de mente om mig, var jo mig. Og når man begynder at overhøre sin krops signaler, så vænner man sig til det. Og til sidst kan man faktisk ikke mærke signalerne – fordi man er blevet så vant til at overhøre dem. For mig betød det feks, at jeg ikke gik på toilet fra jeg tog hjemmefra om morgen kl 7.00 til jeg kom hjem igen kl 16.00. Jeg mærkede simpelthen ikke at jeg skulle på toilet. Så her var det så langt ude at det også var de fysiske ting jeg overhørte. Men ofte starter det i det små med: ”Jeg er træt – jeg har brug for at hvile mig”. Men fordi man skal gøre rent, være noget for ens børn, være noget for ens mand, være noget for ens veninder osv osv, så vælger man ikke at lytte.

Det kan man sagtens gøre x antal gange – feks i pressede perioder. Men hvis man ikke er opmærksom på det – og sørger for at slappe af og geare ned på et tidspunkt – så vænner man sig til sidst til at overhøre kroppens signaler. Og så er man på en glidebane.

Og hør her kære venner – det her gælder for alle! Der findes altså ikke supermennesker, der kan køre på og køre på. Eller jo det kan de – men det kan de kun hvis de lytter til dem selv og mærker efter hvornår det er tid til pause. Hvis man bare kører derud med autopilot og med fuldt tempo – så stopper kroppen en på et tidspunkt. Og det er altså ikke noget der kan anbefales – det tager flere år at komme sig helt.

Så husk – lyt til dig selv. Indimellem så skid hul i burde og skulle – og gør lige det som du kan mærke du har brug for. For hvis liv er det egentlig du lever…?

Facebook kommentarer

Lukket for kommentarer.

Fragt fra 39,- kr.   |   Fri fragt over 500,- kr.   |   Hurtig levering (2 - 5 dage)

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk